Udvikling i øjenhøjde

Ghana Venskabsgrupperne er en selvstændig og upolitisk forening, hvis formål er, at udvikle venskab og samarbejde mellem venskabsgrupper i Danmark og Nordghana, samt gennem selvhjælpsprojekter, udveksling og andet samarbejde at medvirke til højnelse af levestandarden for befolkningen i Nordghana.  

I 1984 startede de første udviklingsprojekter i Nordghana baseret på hjælp til selvhjælp. Siden 1986 er det store frivillige arbejde også støttet økonomisk af Danida. Og resultaterne er mangfoldige: Folkehøjskolen Simli Centre (Venskabscentret) i Dalun, der underviser befolkningen i alt fra småhåndværk til lokalledelse og demokrati; Radio Simli (Radio Venskab), der var Ghanas første folkelige udviklingsradio; School for Life, der siden 1995 gennem modersmålsundervisning og moderne pædagogik har uddannet mere end 100.000 børn, der ellers ikke ville have lært at læse, skrive og regne. Siden er der kommet et stort brøndgravnings projekt til, der i 750 landsbyer giver rent vand og sanitet til titusinder af bønder i Nordghana, klimatilpasnings-projekter, et nytænkende ungdoms initiativ og en stor lokal-forankret folkebevægelse for udvikling.

 

GHANA VENSKABSGRUPPERNE - KLOSTERPORT 4C 3. - DK-8000 ÅRHUS C - TEL 86 19 15 22 - GV@GHANAVENSKABSGRUPPERNE.DK