Lokalgruppernes historie
De fire Ghana grupper: Silkeborg, Ølgod, Maribo og Glamsbjerg var fra begyndelsen rygraden i GV.
Ved en konference på Fuglsøcentret, arrangeret af De Danske Gymnastik og Ungdomsforeninger om udviklingsproblemer fortalte Johannes Holm om sin ide med ”Udvikling nedefra” , baseret på samarbejde mellem danske kommuner og ghanesiske lokalområder. Udviklingsarbejde skal have sit udspring i lokalområderne med direkte kontakt mellem befolkningsgrupper og være baseret på gensidighed, tillid og behov. Venskabstanken er desuden et bærende element.
Hans Grishauge, lærer på Køng Højskole, indså, at denne form for udviklingsarbejde ikke blot burde inddrage eleverne på Højskolen, men hele Glamsbjerg området.
Derfor indkaldte han til et offentligt møde på Højskolen den 14. juni 1980, hvor Johs Holm fremlagde sine ideer. Han havde udfærdiget et skriftligt materiale, som var til stor inspiration. Repræsentanter fra de tre andre grupper var også til stede
Resultatet af mødet blev, at en lille gruppe i Glamsbjerg arbejdede videre med ideen. Johannes Holm havde stort kendskab til Ghana,, men valget af det lille kongedømme Dagbon i Nord Ghana som arbejdsområde skyldtes i høj grad, at den daværende politiker og arkitekt, Abubakr Al-Hassan havde lokalt kendskab til det. Han sørgede for kontakter, så en lille delegation fra de fire byer kunne rejse til området i 1981 og udvælge den landsby, som de kunne anbefale som venskabsby. Leif Frandsen fra Glamsbjerg valgte Dalun for Glamsbjerg. Silkeborg valgte Nyankpala, Ølgod Tolon, Maribo Savelugu (kort tid efter trak Maribo sig ud af de samarbejdende grupper).
Glamsbjerggruppens historie
Den lille gruppe på 7 til 9 personer arbejdede hårdt på at gøre gruppen og dens arbejdsformål kendt i Glamsbjerg, især efter Leif Frandsen kom hjem fra sin tur til Dalun, hvor han havde taget billeder og sat sig grundigt ind i dagombaernes levevis og behov.
Den 27. oktober 1982 blev der holdt stiftende generalforsamling for Glansbjerg. Navnet blev Ghana Venskabsgruppen i Glamsbjerg med en bestyrelse på 5 personer og et medlemskontingent på 12 kr.
Nu var der lidt mere struktur over arbejdet, men det var med en meget flad ledelse. Alle medlemmer kunne deltage i møderne, som i begyndelsen blev afholdt hver måned. Kontakt til Ghana var i første omgang kun med brev (som man endda ikke var sikker på nåede frem)
Alle kunne indse, at det var nødvendigt at sende en kontaktperson derned.
Men det kostede penge, og hver gruppe forpligtede sig til at hjælpe til med at skrabe i alt 50.000 kr. sammen. Glamsbjerg gruppen holdt alle mulige indsamlingsarrangementer som Ghana uge, loppemarked, udstillinger, deltog i alle mulige sammenkomster og børnene hjalp blandt andet med at tegne postkort, som blev solgt til fordel for projektet
Da gruppen kunne kommunikere via Thomas Ravn-Pedersen, blev det muligt for skolerne at kommunikere med pennevenner, og gymnasieeleverne udfærdigede et månedsbrev til Daluns skoler. Det kneb lidt mere den anden vej, men vi fik da lister over hvad de kunne tænke sig. Det var især værktøj og skolematerialer. Husk på det var i Rawling tiden, hvor der var knaphed på alt. Der blev samlet papir til små hæfter, og Martin Jacobsen skar gamle termoruder op til brug i den nybyggede klinik i Dalun. Silkeborg Højskole påtog sig arbejdet med at pakke de indsamlede ting og Mellemfokeligt Samvirke stod for forsendelsen. Gruppen er dog for længst holdt op med forsendelser. Den sidste blev vel sendt af sted i 1993. Det er simpelthen for dyrt, og det er nu muligt at købe tingene lokalt - også billigere end i Danmark.