Job som levende indkøbsvogn
I to år har Bamunu på 8 år været kayayei for kvinder på markedet.
Bamunu har ikke set familien i to år, men nu sidder hun endelig mellem mor og far foran den runde lerhytte i landsbyen i Nordghana. Det har været hendes drøm lige siden hun tog alene til hovedstaden Accra, 700 kilometer hjemmefra. Hun er sikker på, at det nu er slut på det tunge arbejde, og at hun nu kan få lov til at sove ved siden af sin lillebror igen, måske starte i skole.
Men faderen er ikke tilfreds med den lille sum penge hans otte år gamle datter er kommet hjem med, og siger:
- Du må tage tilbage, ellers er du ikke velkommen i dette hus længere!
Bamunu ser ikke op, blikket er fæstet på fadet med jordnødder foran hende. Hun ved alt for godt, hvad som venter hende.
Med tungt læs
To år tidligere: Hver dag står hun op klokken 4. Med et hvidt metalfad balancerende på hovedet følger den dengang seks år gamle Bamunu jernbaneskinnerne fra den stinkende slum, hvor hun bor, ind til et af markederne i hovedstaden.
Her bliver fadet læsset med varer, med ananas, meloner og sæbe. Mange liter papmælk eller kasser med dåsemad, søm eller ris. Der må ofte tre kvinder til, når fadet skal løftes. 20 kilo, 30 kilo, måske 60 kilo. De ældste piger kan klare 100 kilo på hovedet.
I Accra bliver det ikke til skolegang for Bamunu, hun lærer ikke alfabetet eller forskellen på plus og minus. Hun har ikke tid til venner, til at sjippe, spille bold eller bare at gå rundt på må og få.
Når dagen bliver til aften, efter 12 timer, er Bamunu ofte så træt, at hun ikke orker andet end at lægge sig direkte på det hårde gulv i blikskuret. Der sover hun tæt op ad de andre piger.
Bor i slummen
Bamunu er en af hovedpersonerne i en ny prisbelønnet dokumentarserie, som kan læses i den norske Aftenposten.no. Her afdækkes forholdene for titusinder af piger i Ghana. I håb om at flygte fra fattigdommen bliver børn helt ned i skolealderen sendt den lange vej til hovedstaden for at søge lykken. En af de få muligheder er at arbejde som kahayei.
Kayayei (udtales ”kayayjoo”) betyder at bære varerne for kvinderne, der handler på markederne i Sydghana. Agbogbloshie, bydelen hvor pigerne bor, er et af de mest forurenede steder i verden, et stort slumområde, hvor mængder af elektronisk affald deponeres og afbrændes. ”Gomorra” kaldes stedet af de lokale.
Ingen ved hvor mange kayayeier som findes i Ghana. Forskere og hjælpearbejdere opererer med et estimeret tal på nogle ti-tusinder, nogen anslår over 100.000.
Tjener ganske lidt
Mange af børnene er plaget af skavanker og smerter. Hvirvlerne i de små børnenakker tåler ikke vægten af de tunge fade. Et studie fra Sydafrika, publiceret i Journal of Environmental Health, påviste store muskel- og skeletskader for kvinder, som bar tilsvarende tunge spande med vand på hovedet gennem længere tid. Skaderne giver fysiske handicaps, konkluderede forskerne.
Men mange forældre siger, at barnet skal nå at tjene fx 600 kroner, før de får lov til at vende hjem igen. En almindelig dagsløn for en kayayei er ti kroner, for nogle heldige 40 kroner. Andre gange ingenting. Men pengene skal også række til mad og husly. Det er et regnestykke, som sjældent går op.
Fik lov til at komme hjem
Da Bamunu fyldte otte år, mente forældrene alligevel at det var på tide, at hun kom hjem. Siddende på bopladsen forklarer faderen hvorfor han har bestemt sig for at sende datteren hele den lange vej tilbage:
- Du skulle have passet bedre på dine penge!
Men Bamunu kan ikke tælle og ikke regne. ”Ikke godt nok”, hører hun ham sige. ”Vi kan tilsyneladende ikke stole på dig.”
- Du er otte år gammel nu, Bamunu, du er ikke længere et barn, fortsætter faderen.
Kaya betyder bagage og yei betyder kvinde. Nogen gange er det på pigernes eget initiativ, at de rejser. Temaet fylder rigtig meget i Nordghana, og var fx genstand for udvekslingslærernes rollespil på GV’s Ghanaseminar i 2016.
Tekst: Anette Aasheim, foto: Christopher Fornebo
Link til aftenposten.no