Søg
  • poul

Ny fase af E4L programmet starter 1. januar 2020

Opdateret: 15. dec. 2019


I november 2019 fik Ghana Venskab besked fra CISU, om at vores ansøgning om en ny fase af E4L programmet (2020-2023) var godkendt. Faktisk fik vi et ekstra beløb på 159.578 kr. oveni det ansøgte beløb på 9.158.000 kr., dvs. en årlig bevilling på 9.317.000 kr. De ekstra penge skyldes, at vi scorede højt på de 12 kriterier ansøgningen blev vurderet på.

Godkendelse af ansøgningen og den store bevilling var kulminationen på et stort arbejde med at lave ansøgningen, som startede allerede i 2018.

Og hvad skal pengene så bruges til? E4L programmet vil i den nye fase have tre overordnede tematiske områder: 1) God regeringsførelse; 2) Uddannelse og 3) Inkluderende vækst og beskæftigelse.

De tematiske områder dækker over mange aktiviteter; nogle velkendte - f.eks. arbejdet med skolebestyrelser og træning af bønder - men også en del nye aktiviteter som vi ser frem til at sætte i gang.

Det drejer sig om f.eks. forretningsudvikling for landbrugsforeninger. Landbrugsforeninger som vurderes til at have udviklingspotentiale får sparring og hjælp til at udvikle deres forretningsplaner og skaffe finansiering. God regeringsførelse er ikke en ny prioritet, men der er skruet op for aktiviteterne. Det drejer sig bl.a. om at sætte fokus på den lokale skatteopkrævning i distrikterne. Selvom der er tale om nogle af de fattigste distrikter i Ghana, er der flere muligheder for at optimere skatteopkrævning. Det kan bl.a. gøres igennem træning af skatteopkræverne, inddragelse af borgerne i fastsættelse af takster osv. Bekæmpelse af korruption vil også være et fokus område. I den forbindelse vil bl.a. de lokale græsrodsjournalister, som er tilknyttet E4L programmet, være med til at skabe opmærksomhed om lokale udfordringer. Det kan være sammenstyrtede broer og dårlige veje, som ofte er et resultat af korruption.


Klimaændringer sætter sit spor i Nordghana. Programmet vil styrke indsatsen både for at reducere udledninger af drivhusgasser og gøre samfundet mere robust overfor ændringer, fx i landbruget.

Der vil være særlig fokus på unge i programmet og især unge kvinder. Vores erfaring er, at det kan være svært at finde unge piger til at deltage i ungdomsaktiviteter, hvor man skal kunne læse og skrive. Derfor laver vi nu alfabetiseringskurser for unge kvinder, som derefter vil kunne fortsætte på entreprenørskabskurser, eller blive græsrodsjournalister, eller i øvrigt få bedre muligheder for at klare sig fremover.

Vi vil fortsat arbejde i Nordghana, men på samme tid satse mere på det regionale og nationale niveau. Hvis vi skal være med til at sætte større lighed på dagsordenen, så skal der sættes mere ind på nationalt niveau og bygges bro mellem nord og syd.

E4L vil fortsat være tilstede i de 5 distrikter, hvor vi har arbejdet med 240 såkaldte Community Based Organisations (CBO’er), dvs. lokale organisationer såsom spare-låne grupper, ungdomscentre, kvindegrupper, forældreråd mv. Organisationerne er blevet styrket og har fået viden og færdigheder inden for deres interesseområder – uddannelse, landbrug, osv. Der er investeret en del i dem, og det skal ikke gå tabt i den nye fase. Derfor vil vi bygge ovenpå ved at støtte dem i at indgå i netværk, kooperativer o.lign. som rækker ud over deres egen gruppe og dermed kan opnå større gennemslagskraft.


17 visninger

Ghana Venskab   I    Klosterport 4T,  DK-8000 Aarhus C   I   Tel +45 6141 7152   I   gv@ghanavenskab.dk

  • Instagram - White Circle
  • Facebook - White Circle
  • Flickr - White Circle
  • issuu
  • YouTube - White Circle