top of page

Lånepakke på plads – og strejker og demonstrationer

“GHANA OVERBLIK” AF THOMAS GROTKJÆR NIELSEN - November 2023

Den økonomiske krise fortsætter i Ghana uden udsigt til en snarlig forbedring. Det skaber frustrationer i befolkningen, bl.a. udtrykt ved flere store demonstrationer. Det hjælper ikke, at der igen er blevet fyret en minister, anklaget for korruption. Lovgivningsmæssigt afskaffer Ghana dødsstraf, men indfører samtidigt en hårdere strafferamme på LGBTQ+ området.

Foto: Getty images


Ekstremt vejr kommer oftere og oftere. Det betyder ekstra varmt vejr, og meget nedbør på kort tid og uden for de normale sæsoner. Det mærker vi i Danmark, og i Ghana har kraftigt regnvejr skabt flere store oversvømmelser, bl.a. i det sydlige del af landet, og her er omkostningerne større end i Danmark. I denne ”regnsæson” er 8 mennesker således omkommet, flere end tusinde huse er blevet oversvømmet og ødelagt og flere end 3.000 mennesker er blevet fordrevet fra deres ejendomme.


IMF-LÅNEPAKKE OG NEDSKÆRINGER

Midt i regntiden fik Ghana den aftalte IMF-lånepakke helt på plads og modtog den første del af lånet. Senere fulgte en omstrukturering af indenrigslån til i alt 4 milliarder dollars. Den vil sidst på året give Ghana adgang til anden del af den samlede lånepakke fra IMF på 3 milliarder dollars.


Ifølge IMF er der her i slutningen af året tegn på, at den makroøkonomisk situation i Ghana er ved at stabilisere sig. Inflationen er faldet lidt, så den nu er nede på omkring 40%, valutakursen har stabiliseret sig, og den økonomiske vækst i 2023 har været bedre end forventet.


Den ghanesiske regering har fastholdt nogle af sine vækstfremmende initiativer i finansloven for 2024 som bl.a. ”én kommune, én fabrik” og andre støtteprogrammer til primært landbrugssektoren.


UTILFREDSHED OG DEMONSTRATIONER

Som forventet er budgetterne i den sociale sektor derved under hårdt pres. Og en række nye skatter og afgifter er blevet indført, bl.a. på importprodukter. Det har resulteret i at nogle befolkningsgrupper er blevet uforholdsvis hårdere ramt end andre. Et eksempel herpå er en forhøjet importafgift på hygiejnebind, som har forhøjet deres pris i butikkerne med op til 300%.


Den høje pris betyder - selvfølgelig - at mange kvinder og piger ikke længere har råd til den samme mængde bind, og det påvirker dem selvsagt negativt i forhold til personlig hygiejne, men også mulighed for at deltage i sociale aktiviteter som skolegang, arbejde osv. Der var større demonstrationer i juli mod de høje hygiejnebindspriser.


De er dog kun et eksempel ud af mange på mange utilfredse grupper i det ghanesiske samfund. I oktober var der strejker i tre dage i protest mod nedskæringer i den sociale sektor –denne gang primært med unge som deltagere. I den nuværende hårde økonomiske situation har de en følelse af færre og færre fremtidsmuligheder, og trods IMF´s seneste relativt positive udmelding for nationaløkonomien, ser de ikke en snarlig forbedring af deres egen situation.


KORRUPTION VISER SIG IGEN PÅ HØJESTE NIVEAU

Utilfredsheden voksede også, da en minister i sommer måtte træde tilbage efter anklager om korruption. Det spektakulære ved sagen er, at den først kom frem, efter ministeren selv gik til politiet og anmeldte et indbrud i hendes eget hus af 1 mio. dollars i kontanter. Hun anklagede sine to hushjælpere for medvirken til tyveriet.

Efter et stykke tid kom sagen frem i pressen, og her blev der spurgt ind til, hvordan en minister - lovligt - kunne have tjent den store sum penge samt havde adgang til så mange dollars i en tid, hvor fremmed valuta har været meget begrænset på grund af faldet i valutakursen. Ministerens manglende fyldestgørende forklaring på de mange kontanter i hendes hus førte hurtigt til, at hun måtte gå af. Sagen undersøges stadig af politiet.

14 views
bottom of page